Info om maran

På dansk Maran – på fransk “La Marans”

Maran er en ældre fransk hønserace som har sin oprindelse i det sydvestlige Frankrigs kystnære områder ved byerne La Rochelle og Marans.
Maranracen er fremavlet ved en blanding af flere tidligere kendte racer i en årrække op mod første verdenskrig og kendes med racestandard fra ca. 1920. Baggrunden for ønsket om at krydse gamle racer til en ny race, var ønsket om at få en kombination af en god æglægger og et godt slagtedyr, kvaliteter som ikke kun franskmændene lægger vægt på.
Udover stadig at være et suverænt godt slagtedyr og en habil æglægger, er Maran i nyere tid blevet meget efterspurgt af hobbyhønseavlere på grund af de helt fantastiske flotte æg med en skal som ikke bare er brunlig, men i de fleste stammer er meget mørkt rødbrune, næsten som mørk chokolade. Æggene er i dag stadigvæk kendte for at have en særdeles kraftig og solid skal, som især i fugtigt havklima nær Atlanten, eller det danske fugtige vejr, er mere langtidsholdbare og mindre gennemtrængelige for bakterier som f.eks. Salmonella i forhold til andre hønseracers æg.
I dag findes mange forskellige farvetegninger – varieteter – af store Maran, hvor den mest kendte er den sorte med kobberfarvet halstegning. Enkelte farver findes nu også som dværghøns, og franskmændene har erkendt, at nogle af de allerbedste dværge faktisk er i Danmark. Se i øvrigt under Racebeskrivelse. Man skal være opmærksom på, at flere af de nyere farvetegninger i store høns og indtil videre alle dværghøns lægger lidt lysere æg end de oprindelige Maranhøns. Vi prøver at forbedre dette ved målrettet avlsarbejde.
Maran blev første gang indført til Danmark i den store race i begyndelsen af 1990′erne, mens Maran i dværg kun har været i Danmark siden 2009. Indtil i dag er kun de gråstribede (tidligere kaldet gøgespættede) og de kobberfarvede varieteter – godkendte til optagelse i den skandinaviske racefjerkræ-standard, og begge farvevarieteter er godkendte både i dværg og i stor race.
Vedrørende de farvevarieteter af Maran som findes, men som endnu ikke er standard-godkendte i Danmark, henvises til afsnittet om Racebeskrivelse under Info om Maran.

 


Se stort kort